7. juni 2018. Bred politisk aftale om mere attraktive vilkår

I maj måned 2018 blev der indgået en bred politisk aftale om mere attraktive skattevilkår for deleøkonomi. Det betyder, at Folketinget skal vedtage nogle lovændringer. Skatteministeriet har oplyst, at disse lovændringer først vil ske til efteråret. Men der er tale om regler, der er aftalt at skulle gælde fra og med den 1. januar 2018.

Aftale om skattereglerne for deleøkonomi
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har indgået en aftale om mere attraktive skattevilkår for deleøkonomi. Aftalen skal udmøntes i lovforslag, som først fremsættes i Folketinget til efteråret og derefter endeligt vedtages. De gunstigere regler skal efter aftalen gælde fra og med den 1. januar 2018.

Det er et centralt led i aftalen, at udlejning gennem udlejningsbureauer, herunder deleøkonomiske platforme, hvor udlejningsindtægter indberettes til SKAT, præmieres med et skattefrit bundfradrag eller et højere skattefrit bundfradrag.

I SKAT er man i gang med at udvikle en digital løsning til indberetning af lejeindtægter fra Airbnb m.fl. Indberetningsløsningen forventes at være klar den 1. januar 2021. I de to år, hvor man venter på den digitale løsning, vil der alligevel kunne opnås bundfradrag, se i det følgende.

Udlejning af sommerhus
I 2018 udgør det skattefri bundfradrag 21.900 kr., når udlejningen sker gennem et udlejningsbureau, der indberetter lejeindtægterne til SKAT. Dette skattefri bundfradrag vil efter aftalen blive forhøjet til 40.000 kr. i 2018. Det betyder, at sommerhusejere, der udlejer deres sommerhus, kan glæde sig over en større skattefri indtægt allerede for den udlejning, der sker i år. Det er dog et krav, at lejeindtægten indberettes til SKAT af et udlejningsbureau – ganske som efter de nugældende regler.

Det er fortsat sådan, at i den del af lejeindtægten mv., der overstiger det skattefri bundfradrag, gives et fradrag på 40 %, og kun den overskydende del af lejeindtægten er skattepligtig.